MORTENS HISTORIE

At være forældre kan være både det bedste og det sværeste i verden.

Jeg er mor til tre børn, min mellemste søn Morten på 8 år, har ikke altid haft det så let som de to andre.
 Han havde en meget veludviklet motorik, kunne tegne, gå på line, spille fodbold, stå på hovedet osv.
Han bevægelser var uventede hurtige, opfarende eller han sad helt fordybet. Morten var svær at aflæse, hvilket førte til mange smertefulde sammenstød.

Han kunne være det kærligste, mest engagerede og kreative barn, samtidig havde han svært ved at fungere afbalanceret socialt. Han havde problemer med at aflæse kammeraters og omgivelsernes signaler. Han havde ikke et filter, der bremsede ham, i at gøre det samme igen og igen. Han var ikke god til at lære legenes uskrevne regler. Han kunne ty til at slå, hvis han kom i en konflikt.
 At han samtidig var en velbegavet og dybsindig dreng, gjorde det ikke bedre, for han kunne blive så hjerteskærende ked af det i perioder. Han havde det absolut ikke godt med sig selv.
 I skolen fik han det lidt bedre, han var dygtig, trivedes godt med strukturen og de faste rammer. I fritidsordningen havde han det stadig svært med masser af konflikter, og mange børn var lidt bange for ham og hans reaktioner.
Mit moderhjerte græd.
 Samtidig begyndte jeg at få en knude i maven hver dag, når tiden til at hente ham i fritidsordningen nærmede sig. Havde det været en god dag? Eller sad han grædende og holdt sig for ørerne, medens en eller to pædagoger insisterede på at de skulle tale konflikten igennem. Det var så hårdt for alle involverede.
 Men Morten ville/kunne ikke tale om konflikterne på den måde pædagogerne ønskede det. Han gik tvært imod helt i hårdknude, og gik grædende ind i sig selv.
 Jeg forsøgte at kontakte en skolepsykolog, uden resultat. Kommunen tilbød i stedet en Marte Meho terapeut blev koblet på Morten. Det blev til et dejligt forløb. Jeg fik større forståelse for problemerne, hvilket indirekte hjalp Morten. En ansøgning om støtte til Morten, blev afslået.
Men så mødte jeg Edith Duus. Jeg må indrømme, at da jeg først hørte om Sandplay, tænkte jeg: ”Er det her en vits?”. Jeg fattede simpelthen ikke, hvad det gik ud på! Sand og en masse små ting og figurer…..Det er vist lidt langt ude…… 
Men samtidigt blev jeg nysgerrig, specielt fordi terapien kunne foregå nonverbalt . Morten behøvede ikke tale om alt det, han ikke havde lyst til.
 Efter kort betænkningstid valgte jeg, at Morten skulle prøve. Morten ville gerne selv, uden at spørge noget særligt til det. Vi skulle bare op til Edith engang imellem.
 Når vi skulle af sted, afbrød han den aktivitet han var i gang med, uden at blive sur eller protestere. Eneste undtagelse var det besøg hos Edith, som viste sig at blive det sidste. Morten fornemmede, at det nu var nok for denne gang.

Den forandring der skete med Morten i løbet af terapiforløbet og i den efterfølgende tid, kom ikke fra det ene øjeblik til det andet. Jeg hæftede mig mest ved, at han gerne ville af sted til Edith. Det var godt nok for mig i første omgang.
 Langsomt mærkede jeg en forskel ved Morten. Hans tålmodighed blev bedre, han blev mere lydhør overfor omgivelsernes signaler, han blev gladere og roligere. Morten blev ældre og hans hverdag ændredes, det var svært at præcisere årsagen til de tidligste forandringer. Efterhånden accelererede forbedringerne i hans adfærd og trivsel, der var ikke længere tvivl om, at terapien havde positiv effekt på Morten.
Morten afsluttede terapien i marts 2005. Han får det stadig bedre og bedre. Det er som om den positive spiral, han kom ind i, ved hjælp af terapien, hjælper ham til stadighed. Nu leger han på kryds og tværs i sin klasse.
 Jeg er dybt taknemmelig for, hvad terapien har gjort for Morten, og kan selvsagt kun anbefale Sandleg til andre, der har et barn, der har det dårligt med sig selv og sine omgivelser.
Der er faldet en stor sten fra mit moderhjerte.